Har du ondt i tænderne, og har du netop fået at vide af tandlægen, at du har brug for en rodbehandling? Så melder spørgsmålene sig sandsynligvis på stribe; hvad koster det, gør det ondt, hvor lang tid tager en rodbehandling og hvad sker der efter behandlingen?
Hos Tandlægerne i Skibby har vi stor erfaring med rodbehandlinger, og i denne artikel giver vi dig svarene på de mest almindelige spørgsmål.
Hvornår er det nødvendigt med en rodbehandling?
For at starte med begyndelsen tager vi først et kig på, hvornår en rodbehandling er uundgåelig. Du kan nemlig forebygge nødvendigheden af en rodbehandling, hvis du ved, hvorfor behovet opstår.
Hvis der samler sig bakterier i en tand, kan der opstå caries – altså et hul i tanden. Bliver det ikke behandlet, kan der efterfølgende opstå betændelse i tandens nerve. Er nerven død, vil du ikke mærke smerter – er det modsatte tilfældet, vil du bestemt mærke det. Uanset nervens tilstand er det dog nødvendigt med en rodbehandling, hvis der er betændelse i tandens nerve.
Gør en rodbehandling ondt?
Rodbehandlinger har ry for at være noget, der gør ondt, og mange patienter bliver nervøse, når de hører, at det er nødvendigt med en rodbehandling. Her på klinikken ligger det os derfor meget på sinde at skabe trygge rammer for behandlingen – og ikke mindst at forklare dig processen og føre dig smertefrit igennem den.
For nej – det behøver ikke at gøre ondt at få en rodbehandling. Fravælger du bedøvelse, vil du opleve smerter i forbindelse med boring og fritlægning af nerven, men vi vil altid sørge for en smertefri behandling, hvis du tillader lokalbedøvelse.
Hvor lang tid tager en rodbehandling?
Der er ikke et entydigt svar på, hvor lang tid en rodbehandling tager. Det afhænger af graden af infektion og dermed omfanget af behandlingen. Som udgangspunkt kan du dog regne med at bruge 30-50 minutter i tandlægestolen i første omgang.
Selve behandlingen indledes med at bore i tanden for at få adgang til tandkanalerne. Her fjernes betændelsen og eventuelt dødt nervevæv, hvorefter vi desinficerer tanden og foretager en rodfyldning.
I nogle tilfælde er det nødvendigt at rense tandkanalerne over flere omgange. I så fald lukkes rodkanalen midlertidigt, og du skal efterfølgende påregne yderligere tid i kalenderen til besøg hos tandlægen. Er det aktuelt i dit tilfælde, fortæller vi det altid, inden behandlingen går i gang, så du ved nøjagtigt, hvad der skal ske, og hvornår du skal møde op på klinikken.
Hvad sker der, når behandlingen er afsluttet?
Selve rodbehandlingen kan vi udføre smertefrit for dig, men det er et større indgreb i tanden, og derfor vil du efterfølgende kunne opleve svage smerter eller ømhed i kæben. Fortsætter smerterne – eller forværres de – skal du straks kontakte os, så vi kan se, om skaden har udviklet sig.
Når behandlingen er afsluttet, indkalder vi dig til et efterfølgende tandeftersyn for at sikre os, at alt er, som det skal være.
Hvad koster en rodbehandling?
Prisen for en rodbehandling varierer alt efter graden af infektion og behandlingens omfang, og der er derfor ikke et entydigt svar på spørgsmålet.
Har du ondt i tænderne, og ved du, at en rodbehandling er nødvendig, er du velkommen til at kontakte Tandlægerne i Skibby for en uforpligtende dialog om behandlingsmuligheder og priser.